Top banner
Banner

  Aloha fra Hawaii set fra Danmark - koncerten  
Categories Banner    Div. fakta:
   Video:
  

         

På denne side er der info om selve koncerten, idet der samtidig gøres om med de urealistiske myter om koncerten i forhold til, hvor direkte, verdensomspændende og banebrydende den var i teknologisk henseende.

Desuden er der 2 videoer fra koncerten, så man kan se, hvor brillant en præstation det var af Elvis i musikalsk henseende.

   Fakta om koncerten og transmissionen

Omtale
Her gives, hvad med al rimelighed må siges at være decideret uigendrivelige fakta om Elvis Presley-koncerten Aloha from Hawaii.
Fakta
  • Den satellit-transmitterede koncert fra Hawaii skulle oprindelig have været afholdt i november 1972. Der blev stadig afholdt koncerter fredag den 17. og lørdag en 18. november, dog uden TV-transmission. De blev afholdt på Hoholulu International Center, der også senere var det sted, Aloha-koncerten blev holdt i januar 1973.

  • På billederne fra disse koncerter i november 1972 vejer Elvis tydeligvis mere, end han endte med at gøre i januar; han gik på en streng slankekur op til Aloha-koncerten. Faktisk har en af folkene omkring ham senere sagt, at han trænede til koncerten som en bokser op til en VM-kamp. Derfor så man ham som en virkelig slank, veltrænet og oplagt 38-årig denne aften i januar, men han tog hurtigt på igen, og kom aldrig mere ned på den vægt. Man kan med rimelighed sige, at hans liv gik ned ad bakke fra denne aften af og frem til hans død i august 1977, skønt der vitterlig blev lavet kunstnerisk glimrende indspilninger m.v. i disse år.

  • Fredag den 12. januar klokken halv ni om aftenen afholdtes den såkaldte dress rehearsal, en koncert fuldstændig identisk med den senere, for at have back up-optagelser for det tilfælde, at noget teknisk skulle gå galt. Denne koncert er også blevet udvgivet på DVD, og er omdiskuteret, idet nogle mener, Elvis sang bedre denne aften end dagen efter. Ser man koncerten, vil man bemærke en Elvis, der er mere usikker i teksterne til sine sange, og som virker mere afslappet.

  • Ved midnat mellem lørdag og søndag, d.v.s. kl. 00.30 søndag den 14. januar 1973, gik koncerten i gang, og blev tranmitteret direkte til ... ja, det er så det store spørgsmål.

    Det virker rimeligt at antage, at koncerten blev sendt live i Japan, Sydkorea, Thailand, Philipinerne, Hong Kong, Sydvietnam og Australien via en satellit fra Intelsat, Intelsat IV.

    I bogen Elvis day by day af Peter Guralnick og danske Ernst Jørgensen skrives, at koncerten blev sendt senere samme dag i 28 europæiske lande via EuroVision, et europæisk samarbejde af TV-stationer oprettet i 1954. Koncerten blev dog som beskrevet her på sitet sendt i i hvert fald dansk og svensk fjernsyn ugen efter, den 20. januar. Hvornår det skete i andre europæiske lande, må komme an på en undersøgelse.

  • Påstanden, at koncerten blev set af 1,3 eller sågar 1,5 milliarder mennesker live er fuldstændig forrykt og et resultat af Elvis's manager, Tom Parkers, promovering. Som en Alan Hanson, der er refereret til andetsteds her på sitet, godtgør, så levede der i 1973 cirka 1,3 milliarder mennesker i alt i de 38 lande, der endte med at få koncerten enten live eller udsendt senere, så langt, langt færre fik set den koncert tilbage i 1973.

  • Koncerten blev aldrig sendt i noget land i Afrika, Sydamerika, Mellemøsten eller for den sags skyld Indien samt nabolande. Med rimelig sikkerhed heller aldrig i USSR eller Kina.

  • I USA blev koncerten først sendt 3 måneder senere, 4. april 1973, da selve koncertdatoen, 14. januar, også var dagen for Super Bowl VII, det års store finale i amerikansk fodbold. DEN begivenhed kunne selv Elvis ikke udkonkurrere!

  • De skulle stå til troende, at mange i orkesteret bag Elvis ved denne koncert var lokale musikere fra Hawaii, der var hyret specielt til denne koncert, dog ledet af fast mand, Joe Guercio, der var orkesterleder for Elvis fra 1969 frem til det hele stoppede i 1977.

  • Med omkostninger på i alt 2,5 millioner dollars (svarende til på det tidspunkt 17 millioner danske kroner), skulle showet være det dyreste nogensinde på sin tid.

  • Koncerten blev udgivet som en grammofonplade, faktisk i form af en dobbelt-LP-udgivelse, i februar. Udgivelsen var vist nogenlunde samtidig over hele verden, og det var usædvanligt. LP'erne var i quadrofoni-kvalitet, altså med 4 kanaler, mod stereooptagelsers 2 kanaler. Quadrofoni-teknologien slog aldrig igennem.

    Denne dobbelt-LP nåede til tops på Billboard i maj måned i USA.



  •    Video fra koncerten

    Omtale
    Her kommer 2 Youtube-videoer fra koncerten.

    Den første er den gamle Jim Reeves-klassiker Welcome to My World, som er den sang fra koncerten, forfatteren bag dette site tidligst kan huske, vist nok fra da koncerten blev genudsendt i forbindelse med Elvis' død i 1977.

    Den anden er hele koncerten i sin fulde længde, godt en time.

    2 min, 2 sek

    Welcome to My World




    1 t, 4 min

    Aloha from Hawaii





    Bottom Banner

    Forside   |    Foromtale   |    Anmeldelser   |    1973   |    Koncerten   |    Kilder   |    Kolofon

    © Asbjørn B. Christensen 2012